Tiden løber, og det er nu ved at være tid til at vende næsen hjemad – og lad mig sige med det samme, at jeg glæder mig som et lille barn til juleaften! Det er dog endnu ikke helt slut med mine oplevelser i denne ende af verden, og her kommer en lille opdatering for den sidste halvanden uges tid.
Få minutter efter jeg skrev sidst, fløj jeg ud af døren for at mødes med alle Maputo vennerne og drage til Bushfire Festival i Swaziland. Vi drog fra Maputo med fire fyldte biler, fandt til festivallen i den smukke Ewulsini Valley i det Vestlige Swaziland. Her fik vi slået telte op og så var det ellers direkte ned og høre musik under den afrikanske stjernehimmel.
Når man kommer fra Mozambique er det fantastisk at komme til Swaziland. Hvor Mozambique er et land hvor udvalg altid er begrænset, kan man i Swaziland få stort set alt i butikkerne, hvor mozambikanske tjenere normalt yder langsom og dårlig service er Swaziland fyldt med altid smilende og servicemindede ansatte, og hvor de meste simple ting i Mozambique kan falde til jorden på grund af manglende planlægning, oplevede vi i Swaziland en velplanlagt og velorganiseret festival. Vi var imponerede.
Og festivalen var skøn, med masser af afrikansk musik i alle afskygninger (alt fra jazz til reggae til hiphop til dj’s til trommemusik i den mere traditionelle stil), kolde øl, dansen, telthygge, brunch over bål – alt hvad der hører festival til.
Trætte og glade drog vi søndag aften tilbage til Maputo, og mens de andre gjorde sig klar til at komme op på arbejde næste dag, pakkede jeg mine ting og gjorde mig klar til busturen til Praia de Tofo.
At tage busser i Mozambique (og i det meste af Afrika for den sags skyld) er et større projekt end som så. Busserne er altid planlagt til at gå omkring kl. 4 om morgnen. Hvorfor de ikke venter til et mere menneskeligt tidspunkt er mig en gåde, men hvis man vil nogen steder hen der ligger mere en 1-2 timer væk, foregår det på dette tidspunkt. Eller, det vil sige, det gør det jo ikke. Efter at være kommet igennem den tomme by midt om natten kommer man frem til en relativ livlig busstation, finder bussen, og her kan man så få lov at vente omkring 1½-2 timer før bussen går. Alle ved at bussen ikke går før omkring halv seks – normalt – men nogle gang, hvis bussen er ved at være fuld, kan buschaufføren også finde på at køre 5 minutter i fire i stedet. Hvis man vil være sikker på at komme med den dag, skal man derfor være klar til at sidde på busstationen midt om natten og vente en time eller to – og det gjorde jeg så. Heldigvis mødte jeg nogle vældig hyggelige mennesker i bussen (en nordmand, en belgier, en franskmand og en tysker – længe leve kulturblanding), og endnu mere heldigt var det, at busturen forløb uden at bussen brød sammen, og skønt var det at destinationen viste sig at være alt natteroderiet værd.
Praia de Tofo er, som navnet indikerer, mest af alt en strand med en lille smule by ved siden af, og efter min mening er det en af de smukkeste strande i verden. Jeg har været der før med da jeg boede i Mozambique for 7 år siden, og det var et stort ønske for mig at komme tilbage til dette smukke sted. Men hvor mit indtryk af Maputo var, at ikke meget havde ændret sig over de sidste 7 år, var Tofo en helt ny oplevelse. I stedet for de tre-fire forskellige steder der før var at bo er der nu nærmere 20. Hvor restauranterne før ikke havde andet end grillet kylling eller grillede rejer kan man i dag få alt fra boerewors (sydafrikanske grillpølser) til morgenmad med müsli i (det er altså store sager når man bevæger sig uden for Maputo). Udvalget af varer på markedet var desuden vokset fra kun at omfatte de mest basale grønsager, dåsesardiner, cola og brød til nu at omfatte blandt meget andet et komplet udvalg af alle de anerkendte sprutmærker – gordons gin, glimrende whiskey, bredt udvalg af sydafrikanske vine, og så videre, og videre, og videre. Desuden kan alle i Tofo nu snakke engelsk, og de små drenge snakkede endda afrikaans, så de kunne lokke lidt ekstra overpris ud af de mange sydafrikanske turister. Efter at have kommet mig over den første følelse af at Tofo er ødelagt af turistificeringen, kom jeg i tanke om, at vi jo netop for 7 år siden snakkede om, hvor ærgerligt det var at der ingen turister var, når nu potentialet var så stort. Og hvis man er til det er der stadig masser af steder i Mozambique, hvor man kan finde smukke strande, man ikke behøver at dele med andre end fiskerne, hvor man bor i skumle gæstehuse, spiser grillede rejer morgen middag og aften og ikke kan få sig en god gin og tonic – hvis man foretrækker den slags…
På trods af at jeg fik oparbejdet en positiv indstilling til udviklingen i Tofo, holdt jeg dog ikke længere end to nætter på det centrale backpackerhostel hvor jeg var tjekket ind med mine nye rejsevenner fra bussen. Da de alle var draget videre og jeg i stedet havde fået lokket nogle Maputo venner op til Tofo flyttede vi sammen ind i et hyggeligt lille hus midt på stranden. Herfra gik livet et par dage med daseri, dykning og en aften med hummer på grillen og sydafrikansk hvidvin. Og efter således endnu engang at have tanket op med livsnyderi, sad jeg lørdag morgen kl. 4 endnu engang i en bus og ventede.
Takket være min selvdisciplin havde jeg således et par dage i Maputo til at få drukket de sidste Laurentina Clara’er (en vidunderlig mozambikansk øl) og få sagt det endelige farvel til steder og mennesker der. Da livet nu er som det er i Maputo nåede jeg i disse dage livsnyderi, pudsige hændelser og godt selskab. Jeg spiste frokost med vennerne på Sørens og Sabrinas tag, hvor vi drak linieakvavit og spiste røget laks, mens solen gik ned over Maputos tage. Jeg besøgte Maputos nye bowling-center med gamle skolevenner. Jeg så fodboldkamp i Hanne og Håvards lejlighed med halvdelen af den norske ambassade, og stemte i med hvor uretfærdigt det var at Norge tabte til Portugal. Jeg spiste brunch i Maputos sejlklub, studerede eks-pads og sladrede om livet i Maputo. Og herefter toppede søndag aften med koncert på Maputos nye stadium. Showet skulle starte kl. 3, så da vi kom omkring halv fem var vi bange for at vi ville gå glip af de første bands. Det viste sig dog, at det nærmere var det modsatte der var vores problem – det første band gik på omkring kl. 18-18.30, vi gik trætte hjem omkring halv 1, og fik senere at vide at det kl. 1.30 blev annonceret at det band vi havde ærgret os over at vi ville misse, ikke kom på alligevel. Desuden var scenen sat op sådan at kunstnerne spillede for en tom fodboldbane, mens publikum sad ude på stadiums sider, hvor lyden var for lav, og man kun kunne se halvdelen af scenen. På trods af alt dette var stemningen flyvende. Blandt publikum blev der drukket mange øl, danset igennem, sunget med og bare generelt festet på en måde man sjældent ser det på en søndag aften i Danmark. Kunstnerne var alle de store mozambikanske navne, som alle kunne synge med på, og der blev gået til den på scenen med dans og kostumer i bedste afrikanske stil.
Efter denne flyvende weekend har jeg så haft en lettere vemodig sidste dag i Maputo i denne omgang. Det er svært at sige farvel uden at vide hvornår jeg kommer tilbage, og selvom jeg virkelig gerne vil hjem har jeg ikke lyst til at forlade Maputo. Men man kan jo som bekendt ikke både blæse og have mel i munden, og som Hanne så rigtigt pointerede er det jo et positivt problem jeg står overfor…
Og nu har jeg så taget min rejses sidste bustur til Johannesburg. Her er jeg flyttet ind hos Annami, som på bedste sydafrikanske supervenlige, gæstfrie stil har taget fri fra arbejde for at fungere som min personlige guide/chauffør/selskab i tre dage, før jeg endelige vender næsen hjemad torsdag aften.
Jeg glæder mig så meget til at se alle jer derhjemme.
De kærligste hilsner Tanja
Ingen kommentarer:
Send en kommentar