Tilbage i Afrika

Siden mit sidste blogindlæg er jeg så kommet over til den anden side af kloden, hvor jeg er blevet fantastisk modtaget af gode venner og er faldet ind i Maputo-livet som om jeg aldrig havde været væk mere end en uges tid. Dejligt.

I Buenos Aires nåede jeg en enkelt dags sightseeing/shopping samt en god bøf med rødvin til inden jeg skulle afsted.  Efter således at have taget afsked med det kontinent jeg har bevæget mig rundt i de sidste tre måneder, fløj jeg til Johannesburg, Sydafrika, og herfra var min plan at tage natbussen den aften til Maputo. Da jeg imidlertid var ramt af 5 timers jetlag og på derfor på ingen måde havde sovet nok, og desuden påvirket af rygter om hvor farlig Johannesburg centrum er især efter mørkets frembrud, købte jeg mig en flybillet til Maputo. Det viste sig at være en rigtig god beslutning. Jeg ankom således til Maputo omkring kl. 18.30, og efter at have charmet mig til en gratis taxatur ind fra lufthavnen og et kort stop i Fridas lejlighed, befandt jeg mig kl. 19.30 i min gamle lejlighed til Doug's middagsselskab/fest, med alle de gamle Maputovenner omkring mig. Den helt perfekte ankomst.
Jeg er nu mere eller mindre fast indkvarteret sammen med Doug og Johannes i min gamle lejlighed, hvor alt er velkendt og venligt. Jeg har været på besøg på ambassaden, hvor jeg også blev hyldet som en tilbagevendt krigshelt, her haft dejlig middag med en gammel kollega og vandret rundt i Maputos gader og glædet mig over hvordan alt ligner sig selv. Jeg er tilmed ved at få lagt mit spanske fra mig, og kan igen snakke noget der er i hvert fald 90 % portugisisk, selvom brasilianske Emanuel stadig driller mig med min sammenblanding af sprogene. Så alt i alt har jeg haft en skøn genforening med dette mit andet hjem. Samtidig er det gået op for mig, at jeg har lavet absolut intet seriøst de sidste tre måneder, mens alle de andre hernede har knoklet derudaf... Jeg kan mærke at jeg begynder at glæde mig til at komme hjem og udrette noget igen.

For at undgå at blive påvirket alt for meget af de andres seriøse hverdag, tog jeg et par dage til Inhaca - en ø der ligger to timers sejlads fra Maputo. Her er der landlig stemning, smukke strande og koralrev, og god basis for afslapning. Sammen med Frida's ven, Kristian, som er på besøg hernede for tiden, tog jeg båden tidligt om morgnen over det ikke særligt stille hav. Vi landede lettere udmattede i den centrale 'by' på øen, og følte tydligt kontrasten fra det civiliserede Maputo til landlige Mozambique. Selvom Inhaca har udviklet sig meget siden jeg sidst var der for 7 år siden - der er nu indtil flere forskellige steder at bo på øen samt en del mennesker der kan tale lidt engelsk! - kan man med rimelighed sige at der ikke sker en skid. Sammen med en spanier der kom med samme båd som os, var vi de eneste turister på øen den aften. Vi havde en fredelig middag, og valgte at slå os sammen om en tur til en strand på den anden side af øen den næste dag. Her holdt vi os beskæftigede med alt fra snorkling til middagslur og læsning. Et vældigt hårdt liv. 
Den følgende dag tog jeg tilbage til civilisationen. I et naivt håb om at nå tilbage til frokost på ambassaden valgte jeg at tage den tidlige båd, som blev kaldt "barca velha" - den gamle båd. Og man kan roligt sige at den ikke var af nyeste dato. Der blev grinet en del på kajen over at "mulungu'en" (det hvide menneske) skulle med den lokale båd, og der blev sagt en masse på lokalsprog om mig, som jeg på inegn måde forstod, andet end at jeg vist nok havde alt for korte shorts på... Men efter at have læsset en hulens masse fisk om bord og ca. 1½ times forsinkelse, satte vi afsted over til anden side. En lang tur med en del gyngen, rigtig mange, rigtig store bølgesprøjt og en vældig lokal stemning fik mig dog sikkert i havn, dog ca tre timer for sent til frokost. Thats Africa :)

Og nu er jeg så klar til at tage afsted til musikfestival i Swaziland med alle Maputovennerne - faktisk er vi lige på vej ud af døren i skrivende stund, så jeg vil slutte her.
De kærligste hilsner fra Tanja