En sidste beretning inden hjemrejse

Tiden løber, og det er nu ved at være tid til at vende næsen hjemad – og lad mig sige med det samme, at jeg glæder mig som et lille barn til juleaften! Det er dog endnu ikke helt slut med mine oplevelser i denne ende af verden, og her kommer en lille opdatering for den sidste halvanden uges tid.

Få minutter efter jeg skrev sidst, fløj jeg ud af døren for at mødes med alle Maputo vennerne og drage til Bushfire Festival i Swaziland. Vi drog fra Maputo med fire fyldte biler, fandt til festivallen i den smukke Ewulsini Valley i det Vestlige Swaziland. Her fik vi slået telte op og så var det ellers direkte ned og høre musik under den afrikanske stjernehimmel.

Når man kommer fra Mozambique er det fantastisk at komme til Swaziland. Hvor Mozambique er et land hvor udvalg altid er begrænset, kan man i Swaziland få stort set alt i butikkerne, hvor mozambikanske tjenere normalt yder langsom og dårlig service er Swaziland fyldt med altid smilende og servicemindede ansatte, og hvor de meste simple ting i Mozambique kan falde til jorden på grund af manglende planlægning, oplevede vi i Swaziland en velplanlagt og velorganiseret festival. Vi var imponerede.

Og festivalen var skøn, med masser af afrikansk musik i alle afskygninger (alt fra jazz til reggae til hiphop til dj’s til trommemusik i den mere traditionelle stil), kolde øl, dansen, telthygge, brunch over bål – alt hvad der hører festival til.

Trætte og glade drog vi søndag aften tilbage til Maputo, og mens de andre gjorde sig klar til at komme op på arbejde næste dag, pakkede jeg mine ting og gjorde mig klar til busturen til Praia de Tofo.

At tage busser i Mozambique (og i det meste af Afrika for den sags skyld) er et større projekt end som så. Busserne er altid planlagt til at gå omkring kl. 4 om morgnen. Hvorfor de ikke venter til et mere menneskeligt tidspunkt er mig en gåde, men hvis man vil nogen steder hen der ligger mere en 1-2 timer væk, foregår det på dette tidspunkt. Eller, det vil sige, det gør det jo ikke. Efter at være kommet igennem den tomme by midt om natten kommer man frem til en relativ livlig busstation, finder bussen, og her kan man så få lov at vente omkring 1½-2 timer før bussen går. Alle ved at bussen ikke går før omkring halv seks – normalt – men nogle gang, hvis bussen er ved at være fuld, kan buschaufføren også finde på at køre 5 minutter i fire i stedet. Hvis man vil være sikker på at komme med den dag, skal man derfor være klar til at sidde på busstationen midt om natten og vente en time eller to – og det gjorde jeg så. Heldigvis mødte jeg nogle vældig hyggelige mennesker i bussen (en nordmand, en belgier, en franskmand og en tysker – længe leve kulturblanding), og endnu mere heldigt var det, at busturen forløb uden at bussen brød sammen, og skønt var det at destinationen viste sig at være alt natteroderiet værd.

Praia de Tofo er, som navnet indikerer, mest af alt en strand med en lille smule by ved siden af, og efter min mening er det en af de smukkeste strande i verden. Jeg har været der før med da jeg boede i Mozambique for 7 år siden, og det var et stort ønske for mig at komme tilbage til dette smukke sted. Men hvor mit indtryk af Maputo var, at ikke meget havde ændret sig over de sidste 7 år, var Tofo en helt ny oplevelse. I stedet for de tre-fire forskellige steder der før var at bo er der nu nærmere 20. Hvor restauranterne før ikke havde andet end grillet kylling eller grillede rejer kan man i dag få alt fra boerewors (sydafrikanske grillpølser) til morgenmad med müsli i (det er altså store sager når man bevæger sig uden for Maputo). Udvalget af varer på markedet var desuden vokset fra kun at omfatte de mest basale grønsager, dåsesardiner, cola og brød til nu at omfatte blandt meget andet et komplet udvalg af alle de anerkendte sprutmærker – gordons gin, glimrende whiskey, bredt udvalg af sydafrikanske vine, og så videre, og videre, og videre. Desuden kan alle i Tofo nu snakke engelsk, og de små drenge snakkede endda afrikaans, så de kunne lokke lidt ekstra overpris ud af de mange sydafrikanske turister. Efter at have kommet mig over den første følelse af at Tofo er ødelagt af turistificeringen, kom jeg i tanke om, at vi jo netop for 7 år siden snakkede om, hvor ærgerligt det var at der ingen turister var, når nu potentialet var så stort. Og hvis man er til det er der stadig masser af steder i Mozambique, hvor man kan finde smukke strande, man ikke behøver at dele med andre end fiskerne, hvor man bor i skumle gæstehuse, spiser grillede rejer morgen middag og aften og ikke kan få sig en god gin og tonic – hvis man foretrækker den slags…

På trods af at jeg fik oparbejdet en positiv indstilling til udviklingen i Tofo, holdt jeg dog ikke længere end to nætter på det centrale backpackerhostel hvor jeg var tjekket ind med mine nye rejsevenner fra bussen. Da de alle var draget videre og jeg i stedet havde fået lokket nogle Maputo venner op til Tofo flyttede vi sammen ind i et hyggeligt lille hus midt på stranden. Herfra gik livet et par dage med daseri, dykning og en aften med hummer på grillen og sydafrikansk hvidvin. Og efter således endnu engang at have tanket op med livsnyderi, sad jeg lørdag morgen kl. 4 endnu engang i en bus og ventede.

Takket være min selvdisciplin havde jeg således et par dage i Maputo til at få drukket de sidste Laurentina Clara’er (en vidunderlig mozambikansk øl) og få sagt det endelige farvel til steder og mennesker der. Da livet nu er som det er i Maputo nåede jeg i disse dage livsnyderi, pudsige hændelser og godt selskab. Jeg spiste frokost med vennerne på Sørens og Sabrinas tag, hvor vi drak linieakvavit og spiste røget laks, mens solen gik ned over Maputos tage. Jeg besøgte Maputos nye bowling-center med gamle skolevenner. Jeg så fodboldkamp i Hanne og Håvards lejlighed med halvdelen af den norske ambassade, og stemte i med hvor uretfærdigt det var at Norge tabte til Portugal. Jeg spiste brunch i Maputos sejlklub, studerede eks-pads og sladrede om livet i Maputo. Og herefter toppede søndag aften med koncert på Maputos nye stadium. Showet skulle starte kl. 3, så da vi kom omkring halv fem var vi bange for at vi ville gå glip af de første bands. Det viste sig dog, at det nærmere var det modsatte der var vores problem – det første band gik på omkring kl. 18-18.30, vi gik trætte hjem omkring halv 1, og fik senere at vide at det kl. 1.30 blev annonceret at det band vi havde ærgret os over at vi ville misse, ikke kom på alligevel. Desuden var scenen sat op sådan at kunstnerne spillede for en tom fodboldbane, mens publikum sad ude på stadiums sider, hvor lyden var for lav, og man kun kunne se halvdelen af scenen. På trods af alt dette var stemningen flyvende. Blandt publikum blev der drukket mange øl, danset igennem, sunget med og bare generelt festet på en måde man sjældent ser det på en søndag aften i Danmark. Kunstnerne var alle de store mozambikanske navne, som alle kunne synge med på, og der blev gået til den på scenen med dans og kostumer i bedste afrikanske stil.

Efter denne flyvende weekend har jeg så haft en lettere vemodig sidste dag i Maputo i denne omgang. Det er svært at sige farvel uden at vide hvornår jeg kommer tilbage, og selvom jeg virkelig gerne vil hjem har jeg ikke lyst til at forlade Maputo. Men man kan jo som bekendt ikke både blæse og have mel i munden, og som Hanne så rigtigt pointerede er det jo et positivt problem jeg står overfor…

Og nu har jeg så taget min rejses sidste bustur til Johannesburg. Her er jeg flyttet ind hos Annami, som på bedste sydafrikanske supervenlige, gæstfrie stil har taget fri fra arbejde for at fungere som min personlige guide/chauffør/selskab i tre dage, før jeg endelige vender næsen hjemad torsdag aften.

Jeg glæder mig så meget til at se alle jer derhjemme.

De kærligste hilsner Tanja

Tilbage i Afrika

Siden mit sidste blogindlæg er jeg så kommet over til den anden side af kloden, hvor jeg er blevet fantastisk modtaget af gode venner og er faldet ind i Maputo-livet som om jeg aldrig havde været væk mere end en uges tid. Dejligt.

I Buenos Aires nåede jeg en enkelt dags sightseeing/shopping samt en god bøf med rødvin til inden jeg skulle afsted.  Efter således at have taget afsked med det kontinent jeg har bevæget mig rundt i de sidste tre måneder, fløj jeg til Johannesburg, Sydafrika, og herfra var min plan at tage natbussen den aften til Maputo. Da jeg imidlertid var ramt af 5 timers jetlag og på derfor på ingen måde havde sovet nok, og desuden påvirket af rygter om hvor farlig Johannesburg centrum er især efter mørkets frembrud, købte jeg mig en flybillet til Maputo. Det viste sig at være en rigtig god beslutning. Jeg ankom således til Maputo omkring kl. 18.30, og efter at have charmet mig til en gratis taxatur ind fra lufthavnen og et kort stop i Fridas lejlighed, befandt jeg mig kl. 19.30 i min gamle lejlighed til Doug's middagsselskab/fest, med alle de gamle Maputovenner omkring mig. Den helt perfekte ankomst.
Jeg er nu mere eller mindre fast indkvarteret sammen med Doug og Johannes i min gamle lejlighed, hvor alt er velkendt og venligt. Jeg har været på besøg på ambassaden, hvor jeg også blev hyldet som en tilbagevendt krigshelt, her haft dejlig middag med en gammel kollega og vandret rundt i Maputos gader og glædet mig over hvordan alt ligner sig selv. Jeg er tilmed ved at få lagt mit spanske fra mig, og kan igen snakke noget der er i hvert fald 90 % portugisisk, selvom brasilianske Emanuel stadig driller mig med min sammenblanding af sprogene. Så alt i alt har jeg haft en skøn genforening med dette mit andet hjem. Samtidig er det gået op for mig, at jeg har lavet absolut intet seriøst de sidste tre måneder, mens alle de andre hernede har knoklet derudaf... Jeg kan mærke at jeg begynder at glæde mig til at komme hjem og udrette noget igen.

For at undgå at blive påvirket alt for meget af de andres seriøse hverdag, tog jeg et par dage til Inhaca - en ø der ligger to timers sejlads fra Maputo. Her er der landlig stemning, smukke strande og koralrev, og god basis for afslapning. Sammen med Frida's ven, Kristian, som er på besøg hernede for tiden, tog jeg båden tidligt om morgnen over det ikke særligt stille hav. Vi landede lettere udmattede i den centrale 'by' på øen, og følte tydligt kontrasten fra det civiliserede Maputo til landlige Mozambique. Selvom Inhaca har udviklet sig meget siden jeg sidst var der for 7 år siden - der er nu indtil flere forskellige steder at bo på øen samt en del mennesker der kan tale lidt engelsk! - kan man med rimelighed sige at der ikke sker en skid. Sammen med en spanier der kom med samme båd som os, var vi de eneste turister på øen den aften. Vi havde en fredelig middag, og valgte at slå os sammen om en tur til en strand på den anden side af øen den næste dag. Her holdt vi os beskæftigede med alt fra snorkling til middagslur og læsning. Et vældigt hårdt liv. 
Den følgende dag tog jeg tilbage til civilisationen. I et naivt håb om at nå tilbage til frokost på ambassaden valgte jeg at tage den tidlige båd, som blev kaldt "barca velha" - den gamle båd. Og man kan roligt sige at den ikke var af nyeste dato. Der blev grinet en del på kajen over at "mulungu'en" (det hvide menneske) skulle med den lokale båd, og der blev sagt en masse på lokalsprog om mig, som jeg på inegn måde forstod, andet end at jeg vist nok havde alt for korte shorts på... Men efter at have læsset en hulens masse fisk om bord og ca. 1½ times forsinkelse, satte vi afsted over til anden side. En lang tur med en del gyngen, rigtig mange, rigtig store bølgesprøjt og en vældig lokal stemning fik mig dog sikkert i havn, dog ca tre timer for sent til frokost. Thats Africa :)

Og nu er jeg så klar til at tage afsted til musikfestival i Swaziland med alle Maputovennerne - faktisk er vi lige på vej ud af døren i skrivende stund, så jeg vil slutte her.
De kærligste hilsner fra Tanja

Min vej til festlige Buenos Aires

Siden sidste blogindlaeg er jeg saa kommet til Buenos Aires, og her er dagene floejet afsted. Eller maaske ville det vaere mere korrekt at sige at naetterne er floejet afsted, mens dagene er gaaet i et noget mere sloevt tempo.  Men mere om det om lidt...

Fra Valparaíso i Chile tog jeg turen tilbage over bjergene til den argentinske by Mendoza, som er den stoerste by i Argentinas vinomraade. Efter en vildfaret nat paa et utiltraekkende "youth hostel" fyldt med larmende 18-aarige franskmaend (hvad laver de i Mendoza...?), endte jeg med at tjekke ind paa et hostel hvor jeg moedte en skoen dansk pige. Hun hed Eva, havde roedt haar og virkede sjovt bekendt ;) Efter en dag med lang frokost i dette gode selskab hvor vi traenede lidt i vindrikning, tog vi den foelgende dag afsted - udstyret med to cykler og et relativt upraecist kort og med en mission om at smage paa saa meget af denne dejlige vin som muligt. Knap havde vi drukket vores foerste glas vin foer vi moedte to danske piger med samme mission som os, saa vi slog os straks sammen. Det er svaert at sige hvordan det var gaaet hvis vi kun havde vaeret to og ikke fire (nok ikke stort anderledes), men det endte i hvert fald med at vi efter de foerste to vinsmagninger i lettere snaldret tilstand fandt et skoent sted at spise frokost. Dette endte saa med at tage os cirka 3 timer (der var selvfoelgelig vin involveret), og resulterede i at vi aldrig naaede flere vinsmagninger. Saadan kan det jo gaa naar baade vinen og selskabet er godt...
Den foelgende dag gik med shopping og hygge i Mendoza, tilsat en smule roedvinshovedpine.

Fra Mendoza tog jeg afsked med Eva igen, og tog natbussen paa tvaers af Argentina til Buenos Aires. Ved bordet hvor vi fik morgenmad serveret undervejs paa busturen faldt jeg i snak med en hollandsk pige, Franziska, da vi begge havde det samme bekymrede spoergsmaal: "skal vi betale for det her...?". Vi har nu tilbragt 4 dejlige dage i Buenos Aires sammen, samt en enkelt ved Foz de Iguazú. 
Buenos Aires har vist sig at vaere en by hvor nattelivet er nok saa stor en sevaerdighed som diverse museer og pladser, og jeg foeler jeg har faaet set mange sider af det. Den foerste aften moedte vi en af Franziskas veninder og tre af hendes venner paa et steakhouse der paa mange maader var uden for vores prisklasse, men ogsaa var helt fantastisk. Her fik vi store boeffer (selv naar man bestiller en 'halv' boef faar man omkring 400 gram per person) og dejlig roedvin. Med dette protein-chock i blodet tog vi videre til en "hemmelig" bar som nogen af de andre, der var bosatte i Buenos Aires, kendte. Baren var bestemt hemmelig paa den maade, at hvis man var gaaet forbi paa gaden uden at kende stedet, havde man ikke anet den var der. Efter at vaere kommet inden for den foerste doer, blev man lukket ind i en telefonboks, hvor man skulle trykke en kode (som vi heldigvis havde faaet fortalt - ellers var vi ikke kommet ind) for at blive lukket ind til selve baren. Paa den anden side af telefonboksen aabenbarede der sig saa dels en sexshop og dels en utrolig posh bar fyldt med meget posh argentinere. Her sad vi saa og drak posh drinks og studerede faenomenet, mens vi foelte at det ikke helt var muligt at skjule det faktum, at vi ikke just var posh argentinere, men naermere rejsende der de sidste mange maaneder havde levet i en rygsaek. Hvad man ikke maa gennemleve for at faa et glimt af den lokale kultur ;)
Den foelgende aften tog vi med en gruppe fra vores hostel paa natklub, hvor det var saa meget meningen at man kun skulle danse hele natten, at de ikke havde en eneste stol derinde. Til gengaeld havde de masser af drinks og live musik. Og argentinerne forstaar bestemt at gaa til den paa dansegulvet - da vi gik hjem ved 3-3.30-tiden var baren stadig propfyldt.
Derefter tog vi en soendag med genopladning bestaaende af lokalt marked, tango-show i gaden og biograf-tur om aftenen. Paa dette tidspunkt var det ved at vaere der hvor jeg burde tage videre, men da selskabet var godt, tog jeg endnu en festlig aften i Buenos Aires (og nej, i denne by er det ingen hindring for at feste, at det er mandag...).

Naeste dag fik vi (vores tokloever var paa dette tidspunkt blevet til en firkloever, da en svensk og canadisk pige havde slaaet sig til) kaempet os op tids nok til checkout, og kastet os ind i en bus, der paa ca. 16 timer tog os til Iguazú-vandfaldene paa gransen mellem Brasilien, Paraguay og Argentina. Vi satte os ind traette og medtagede, men kom ud af bussen friske og energifyldte, hvilket betoed at vi brugte hele dagen paa at vandre rundt i parken som vandfaldene ligger i og beundre de mange smukke syn.
Det skal i denne sammenhaeng siges at vandfald - og i saerlig grad Foz de Iguazú - altid har staaet i et lidt daarligt lys i min familie. Mine kaere foraeldre har altid sagt at det "jo bare er vand der falder ned", efter de havde en aabenbart relativ tragisk oplevelse med netop dette vandfald i deres ungdom. Jeg maa dog mod sige mine foraeldre - det kan godt vaere at det er vand der falder ned, men det er altsaa ikke "bare" vand der falder ned. Det er kaempe kaskader af vand der kaster sig ud over klipperne og lander dybt under en med en saadan kraft, at kaempe skyer af vand stiger op, som goer at man bliver fuldstaendigt gennembloedt af at staa og se paa dem. Fuldstaendigt og helt igennem fantastisk! Imellem os fire piger blev vi helt enige om, at det maatte vaere sandt, at det at se paa vandfald udloeser endorfiner i hjernen. Man bliver simpelthen helt hoej af at staa lige ved siden af saadan en energiudloesning! (Saa, foraeldre, maaske skulle i lige tage tilbage en dag og give det en chance til...?)

Da jeg havde prioriteret en ekstra dag i Buenos Aires med de andre, maatte jeg desvaerre tage natbussen tilbage igen samme aften, for at kunne naa en enkelt nat i en seng, inden jeg i morgen skal flyve til Johannesburg, og derfra tager videre til dejlige Maputo. Inden jeg skal flyve i morgen eftermiddag satser jeg lige paa at kunne naa et enkelt eller to af de der museer jeg endnu ikke har faaet set...

Chile

Som nogen ved, og andre ikke, har Eva og jeg besluttet os for at splitte op og rejse hver for sig fra nu af. Det er selvfoelgelig rigtig aergerligt, men det viste sig at vi ikke var lige saa gode til at rejse sammen, som vi er til at have det sjovt sammen hjemme i Danmark. Af samme grund har jeg nu indset noedvendigheden af at oprette en blog, saa jeg kan dele mine oplevelser.

Den sidste lille uges tid har jeg tilbragt i Chile. Det var egentlig aldrig planen at krydse over bjergene der adskiller Chile fra Argentina, men rygtet gik om alt det gode man kunne finde paa den anden side, saa...
Jeg startede med nogle dage i Santiago. Jeg havde et stort underskud af storby, og saa frem til museer, cafeer, butikker og hvad civilisationen ellers kan byde paa. Og Santiago er virkelig en dejlig by. Jeg tjekkede ind paa et skoent hostel som ligger paa byens centrale plads paa sjette sal, med udsigt til livet paa pladsen (par der kysser, gamle maend der spiller skak, hjemloese der sover paa baenkene, ...). Her blev jeg - i det sekund jeg traadte ind ad doeren - inviteret med til hostelejerens asado (det chilenske/argentinske term for grillfest) hvor han fyldte roedvin og grillmad paa samtlige hostelgaester. Saa foeler man sig velkommen :) Tilmed inviterede han os med til de lokale groensagsmarked et par dage efter, hvor han fortalte og forklarede alt fra hvilke advokadoer der er bedst at koebe til hvorfor samtlige handlende kaldte mig 'reina' (dronning) - efter sigende for at smigre mig til at koebe mere, og det generer ikke mig :). I hvert fald er det bedre end at blive kaldt mae (mor) som de goer i Maputo...
Og paa dette dejlige hostel moedte jeg ogsaa tre svenskere, om inviterede mig med hjem og besoege deres chilenske ven, Andrea. Der sad vi fire skandinavere saa i Andreas foraeldres stue, og forsoegte ikke at vaere alt for akavede over den overdrevede opvartning vi blev udsat for. Kulturforskellene er ikke helt til at komme udenom, og det er sjovt saa taet en sammenhoerighed man kan foele med andre skandinavere, naar bare man kommer langt nok hjemmefra. Og lidt dejligt ogsaa at moede folk i den anden ende af verden man har saa meget til faelles med. Senere den aften fik vi ogsaa en introduktion til chilensk musikkultur og byliv. Der blev danset til 'reggaeton' - en temmelig ensformig type musik de holder meget af her - og endnu et mindre kulturchock indtraf, da samtlige chilenere i baren begyndte at danse den samme koreografi til flere af sangene der blev spillet. Jeg tror ikke vi har haft noget tilsvarende i Danmark siden Spice Girls var paa toppen...

Men jeg fik paa alle maader stillet (noget af) min storby trang med interessante museer, god café-kaffe og shopping, hvilket blandt andet har resulteret i et par sko der bestemt ikke passer ind i min rygsaek, men ikke desto mindre kunne klemmes ind (hvor der er vilje er der vej) samt en fascination af Allende, som nok isaer bygger pa at socialistiske slagord bare lyder endnu bedre paa spansk :)

Fra Santiago tog jeg til Valparaiso, hvor jeg nu sidder og nyder livet. Valparaiso er en yyyndig by ved havet, hvor alle de rige chilenere enten har bosat sig eller har deres weekendhuse. Jeg har studeret dem under deres loerdagsfrokost med masser af god mad, dyr vin og havudsigt - de forstaar at nyde livet her, og det involverer stort set altid mad og ofte ogsaa alkohol. Dette blev ogsaa understeget da jeg i selskab med amerkanske Jill var de absolut foerste til at forlade baren loerdag aften, da vi gik hjem kl. 2.
I dag har desuden spadseret hele vejen op paa toppen af en af byens bakker, for at se den beroemte forfatter Pablo Nerudas hus. Huset viste - hvad der gaelder for saa mange kunstnere - at manden var gal, men bestemt paa den underholdende maade. Hans hus var et eventyrslot indrettet dybt upraktisk men konstant underholdende, og med alt den centrale plads sat af til at holde fester og middagsselskaber for hans venner.
Desuden har jeg ogsaa i Valparaiso fundet et dejligt hostel, hvor hostelejeren kigger faderligt paa mig og siger "hvad er der, Tanja?" naar jeg staar og proever at formulere mine spanske saetninger, og hvor folk er soede og morgenmaden kaempestor :)

Saa med ny inspiration til boligindretning og livsstil samt mange gode bekendtskaber vil jeg i morgen forlade Chile igen og vende tilbage til Argentina, hvor der skal drikkes gode vine i Mendoza.